Menu

15-08-2015 Vallensbæk - FC Nakskov 5-0

image
17. august 2015 kl. 10:22

Lørdag formiddag fik FC Nakskov sin ilddåb i Sjællandsserien og det var ikke en af dem man vil huske tilbage på med glæde.

Optakten til kampen havde ikke været optimal. Med afbud fra 5 spillere fra 1. holds truppen var vi på forhånd sat lidt under pres.

Og under pres kom vi også fra start af kampen på Vallensbæks kunststofbane. Kunststofbaner er fine om vinteren men i 25 grader i august virker de malplacerede. Det krævede naturligvis lidt tilvænning og om det kan lægges til grund for at vores spil denne lørdag formiddag ikke ramte de store højder eller det var nerver/ benovelse skal jeg lade være usagt. Vi kunne i hvert fald hurtigt konstatere at hjemmeholdet havde teten det første kvarters tid, hvilket desværre også av scoring allerede i 7. minut, hvor vi er meget passive i forsvarsspillet, hvilket giver hjemmeholdet en nem scoring.

Ca. 15 minutter inde i kampen begynder vi, at komme meget mere med. Boldbesiddelse tipper lidt over til vores side og kampen synes meget jævnbyrdig på dette tidspunkt. Efter ca. 20 minutter viser Vallensbæks målmand høj høj klasse, da en af hans egne forsvarsspiller header bolden op mod det ene målhjørne. Bedst som alle tror at udligningen er en kendsgerning springer han helt fantastisk op og får parreret bolden til hjørne. Klasseredning!

2 minutter før pausen går det galt igen. Vallensbæk kører et angreb igennem, hvor vi er i ubalance i vores højre side. Derfra bliver bolden slået ind i feltet hvor en umarkeret spiller kan stå og heade bolden i mål til pauseføring 2-0.

2. halvleg starter igen lige men bedst som vi står og gør klar til offensivsatsning i forsøget på at vende kampen, begår Christoffer Siedentopf straffe og får deraf en 10-minutters udvisning. Nicolai Brogaard bliver sat på mål men kan ikke forhindre, at hjemmeholdet kommer foran 3-0. Blot 5 minutter senere havde Benjamin Hansen muligeden for at bringe spænding tilbage i kampen. På en friløber får han passeret målmanden men en forsvarsspiller når tilbage og får stoppet bolden på selve målstregen. Derefter forværres vores situation med endnu en 10 minutters udvisning og efterfølgende spiller Vallensbæk sig igennem i vores højre side og har nemt til scoringen til 4-0.

Vi har 2 chancer til først Marcus Poulsen, som på en friløber ikke kommer i ordentlig fart, og derfor når at blive generet så meget at han ikke får en ordentlig afslutning. Samt til Joachim Christiansen som bliver spillet fri til et frit skud på kanten af feltet, men han får ikke et ordentlig træf på afslutningen, som ikke volde nogle problemer for deres målmand.

Punktum på kampen sættes 2 minutter før tid, hvor Lasse Jensen modtager sit andet gule kort – som jo som bekendt udløser en karantæne til næste kamp – og hvor Vallensbæk scorer på det tildelte frispark.

En skidt start på turneringen, hvor hjemmeholdet effektivt straffer de fejl som bliver begået ude på banen, men hvor vi også ved at vi kan spille på et højere niveau end vi præsterede i denne kamp. Alt i alt en fortjent sejr til hjemmeholdet, om end forskellen på os og Vallensbæk ikke er i nærheden af, hvad resultatet antyder.

I øvrigt en rigtig god dommerpræstation i kampen, med en dommertrio som var på omgangshøjde med tingene på banen og udviste en god situationsfornemmelse. Efter kampen valgte spillerne Nicolai Stage som dagens spiller. Han og Rasmus Pedersen løste deres opgaver som man kunne forvente det.

 

Træner Jan Rasmussen