Menu

Kampreferater Lejre, Oddsherred & RB 06

image
rassi
19. november 2015 kl. 14:12

Lørdag d. 3. oktober

FC Nakskov-FC Lejre 0-0

Af Jan Rasmussen

Bundkampen i Nakskov endte uden scoringer. Dermed fortsætter de to hold som de eneste hold i rækken uden sejr, deres parløb i bunden af rækken. Resultatet kunne ingen af holdene bruge til så meget, og på en dag hvor vi ikke kommer op og rammer et tilfredsstillende niveau, er vi det hold som bedst kan være tilfredse med det ene point.

Første halvleg var en chancefattig forestilling. Spillet var ligeligt fordelt og ingen af holdene formåede i den periode for alvor at sætte sig på kampen. Vi kunne desværre konstatere - om det var kampens betydning vides ikke - at vi som hjemmehold, ikke udviste den fornødne vilje og gejst til at kæmpe årets første sejr i hus.

I anden halvleg fortsatte det lige spil og stadig uden de store chancer. Men efterhånden som halvlegen skred frem, blev det mere og mere Lejre som blev det toneangivne hold og nu skabtes der også farlige situationer foran hjemmeholdets mål. Værre blev det da Mads J. Fik en 10 minutters udvisning et kvarter før tid. I den sidste periode af halvlegen havde Lejre 3-4 skud på stængerne og Mads R. I målet stod en af sine gode kampe, med en masse redninger til følge. Dermed blev Lejres stormløb redet af og til allersidst kunne vi med lidt held være rendt med alle 3 point, da Kemal løber fra sin direkte modstander og lægger bolden på tværs til Lani. Desværre en lidt upræcis aflevering, som Lani derfor ikke når frem til.

Dermed forblev resultatet som da kampen gik igen 0-0.

Søndag d. 11. oktober

Odsherred -FC Nakskov 3-0

af Jan Rasmussen

Den lange tur til det Nordlige Sjælland kastede desværre ikke point fra sig. På trods af en helstøbt holdindsats, hvor alle kæmpede det bedste de havde lært og samtidig spillede en rigtig god gang fodbold, var det alligevel hjemmeholdet som løb med alle tre point.


Odsherred forsøgte at sætte sig på kampen fra start, men de lykkedes ikke med det og flere gange spillede vi os flot ud af deres første pres og spillede os fint op af banen. Kampens første store chance kom efter 20 minutter, hvor en bold i dybden havner hos Benno, som forsøger at skyde på mål første gang. Men han får desværre ikke et ordentligt træf på bolden, så den går forbi målet. Stor chance i den ene ende og minuttet efter mål i den anden ende. Efter opspil i vores venstre side, er vi egentlig masser af spillere tilbage til at klare situationen. Men desværre vælger alle 5 spillere, at løbe ind mod målstregen, hvorefter bolden spilles skråt tilbage til frit skud og 1-0 til hjemmeholdet.


På trods af målet lod vi os ikke gå på men fortsatte kampen ud med at spille med, til stor frustration for hjemmeholdet.

Pause
Efter pausen fortsatte det jævnbyrdige spil. På ingen måde var vi spillet ned i starten af halvlegen og da Odsherred får en 10 minutters udvisning tipper kampen over til vores fordel. Den fordel kompenserede dommeren for 5 minutter senere ved at tildele Svendsen et gult kort. Ifølge Odsherreds træner - den tidligere NB-spiller Kaan Metin - en klar kompensation formødet gule kort de lige havde fået 5 minutter forinden.

Så igen en lige kamp hvor Benno fik endnu en mulighed, hvor bolden spilles tilbage til ham men igen ikke får et ordenligt træf. I det 70. Minut går det galt igen. Et forsøg på en målgivende bold i angrebet, fanges i deres forsvar og bolden vendes hurtigt til en angrebsbold, hvor de kommer igennem i vores højre side og hvor Mads J. Til, sidst kommer til at begå straffespark 2-0 og 10 minutter i straffeboksen til Mads.


På trods af modgangen blev vi ved med at spille med, selvom kræfterne nu var ved at slippe op. De helt store chancer blev det ikke til og i stedet bliver kampen lukket med 3-0 i overtiden.
Et misvisende resultat, hvor holdet bestemt kan være sin indsats bekendt. Måske årets spillemæssigt bedste kamp men desværre igen... ingen sejr - ingen point. Ingen tvivl om at vi vil give alt hvad vi har i os, i de to sidste kampe i dette efterår for at komme til at smage på sejrens sødme.

Lørdag d. 17. oktober

FC Nakskov – Roskilde Boldklub 1906  1-5

Af Jan Rasmussen

Årets sidste hjemmekamp med forhåbningen om endelig at kunne hente en sejr foran eget publikum, blev hurtigt skudt ned af et - på dagen - stærkt spillende Roskilde hold. Efter bare halvandet minut måtte en ellers stærkt spillende Mads i målet, passeret for første gang. Et hjørnespark ender hos en udækket Roskildespiller, som uhindret header bolden i mål til 0-1.

Få minutter senere kombinerer Roskilde sig fint igennem vores højre side, hvor især deres venstre midtbane/ kantspiller gjorde meget ondt på os kampen igennem. Det hele ender med at Roskilde kommer fint til baglinjen, hvor bolden spilles på tværs og deres angriber kan uhindret skubbe bolden i mål til 0-2. Modløsheden efter en masse svære kampe med manglende resultater kunne nu aflæses hos enkelte spillere. Roskilde var i klar dominans og chancer til hjemmeholdet var svære at få øje på. Men pludselig ud af den blå luft, kommer spændingen tilbage i kampen, da Roskildes bagerste mand misser en dybdebold fra Joachim, som derfor giver Benno frit løb og 1-2 reduceringen er en kendsgerning.

Midtvejs i halvlegen forsøger vi at stille om på holdet, hvilket i første omgang også lykkes og giver lidt mere liv og initiativ på banen. Men igen et tilbageslag inden pausen. Kynisk udnytter Roskilde en bold på kanten af feltet og bringer sig foran 3-1 4 minutter før pause teen.

I 2. halvleg ville vi prøve med et sidste offensivt sat for, at se om vi kunne ryste spillerne fra Roskilde og komme tilbage i kampen. Men kort inde i halvlegen modtager vi en 10 minutters udvisning, som gør det svært. Og så får vi alligevel en friløber efter 5 minutter til Nicolai, som vælger det tidlige skud i stedet for, at tage et træk mere. Skuddet gik desværre forbi mål. Det havde været spændende om en reducering ville have givet ekstra energi og samtidig rystet udeholdet. I kampens 67. minut finder kampen sin afgørelse. Roskilde har bolden på kanten af feltet og et kontrolleret langskud, helt ude ved den ene stolpe lukker for kampens spænding til 4-1. Hjemmeholdet viste nu for første gang i denne sæson en opgivende attitude og der var ikke mere energi i hjemmeholdet. 5 minutter senere sluttede Roskilde af med deres 5. og sidste mål i kampen 1-5. Roskilde tog den på 'automat-pilot' og spillede kampen sikkert hjem. En fortjent Roskildesejr med flere gode profiler på holdet med divisionserfaring.

Mads stod en fremragende kamp for Nakskov med flere gode indgreb og redninger.

Sidste kamp i efteråret er på lørdag i Næstved. Igen skal vi ud og trylle et hold sammen, da de spillere som har været ude med skader, ikke har kunne blive deres skader kvit og med 2 yderligere afbud, ser situationen på forhånd ikke for lys ud.

Luk